Fødsel....

Ved godt ingen andre gider at læse om ens egen fødsel, men jeg vil gerne have dette ned på skrift - og hey, der er ingen, der læser med alligevel, derfor denne beretning...

Fredag den 4. februar vågnede jeg op med tegnblødning og med en murrende fornemmelse i lænden. Så vidste jeg godt, hvad klokken var ved at slå. Jeg sagde til min kæreste, at det ganske sikkert ville ske noget i dag eller i morgen..
Vores store søn var syg, og han havde efterhånden været det ret længe, så jeg ringede til lægen. Ville gerne have ham tjekket inden han skulle ud og passes af andre. Tror ikke min mor var så vild med tanken om at passe en dreng med over 40 i feber - på panodil... På vej i bilen til lægen begyndte jeg at få lidt veer.. Ikke noget voldsomt, men jeg var glad for, at det var skridt i den rigtige retning.. Heldigivs fejlede den store ikke andet end lidt mellemørerbetændelse og så ellers den influenza, som alle børn døjer med..

Da vi kom fra lægen ringede jeg til min mor og sagde, at vi ville komme forbi med sønnen engang i løbet af dagen, sådan alt afhængig af hvordan tingede skred frem.. Jeg, og min mor, var meget bekymret for, om min fødsel ville komme til at gå meget hurtigt. Det har det nemlig en tendens til i min familie, og nu hvor jeg er anden gangs fødende, kunne det jo godt sætte lidt ekstra skub i tingene..

Vi afleverede sønnen om eftermiddagen og blev og spise aftensmad. Jeg havde en del stærke veer, der alle varede  en rum tid, men de kom som vinden blæste. Vi overvejde et kort sekundt om vi skulle blive hos mine forældre, da de kun bor 15 min fra sygehuset og vi bor næsten en time derfra. Men jeg kunne simpelthen ikke have min mors bekymrede mine, så vi kørte hjem igen - så var sønnen jo afleveret og det var en af mine bekymringer inden - om vi kunne nå at få ham passet.. Vi kørte hjem og gik i seng.. I og med Nikolai havde været meget syg, var søvn en MEGET begrænset luksus i vores hjem den sidste uge, og jeg vidste jo godt, jeg ville få brug for alle kræfter snart..

Hen omkring midnat varede mine veer ca. 1 min.. Dog stadig ikke helt regelmæssige.. Kl. 1 ringede til jeg fødegangen for at høre, hvad de mente. Jeg fik en ve imens vi talte, og ud fra det synes damen, vi skulle komme.
Jeg gik ind og vækkede kæresten og begav os mod sygehuset - dog i sneglefart, for hold og det blæste og der lå mange spændende ting og sager rundt omkring på vejen, som skulle undgåes..
Vi ankom til sygehuset ca. kvart over 2. Jeg blev jo så vist ind på et undersøgelsesrum, hvor det viste sig, at jeg kun var åbent 2 cm... Skide 2 cm... Damen sagde, at det var meget klassisk 2. gang.. Man havde gode veer - og det kunne hun jo se - men de gav ikke så meget. Tilgenæld ville det gå strækt når først vandet gik.. Derfor ville hun ikke sende os hjem igen, for vandet kunne jo gå når som helst.. Hun kunne dog ikke give mig en fødestue, før jeg var 3 cm åben, så jeg måtte blive i undersøgelsesrummet på den hårde briks.. Men det gik jo også..

Først ved halv 5-tiden var jeg åbent tre cm og jeg kunne endelig komme over på en fødestue... Veerne var hårde, men jeg var dælme god denne gang. Arbejdede rigtig godt med dem... Tiden gik og veerne blev værre og værre, men vandet ville bare ikke gå.. Jeg havde rigtig ondt og ville bare så gerne slappe af. Så jeg bad om en epidural... Hun kaldte på narkosefolkene, men de var selvfølgelig optaget til anden side. Jordmoderen tilbød at tage vandet, men den tanke kunne jeg ikke overskue. Jeg ville slappe af inden jeg skulle presse.. 'Jeg kunne ikke lade være med at tænke på sidste fødsels, hvor jeg havde en presseperiode på 3 ½ time.. Den tanke gjorde, at jeg bare VILLE slappe af inden pres..
Der gik en time og så kom de og satte op til blokaden. Da de havde sat op til den, blev de desværre kaldt væk igen.. Der aftalte jeg med jordemoderen, at hvis de ikke var kommet inden en halv time, så ville hun tage vandet, så vi kunne få det overstået..

Der gik dog ikke så længe, så kom de. Og den lettelse det er at blive smertfri er simpelthen det hele værd. Nu kunne jeg slappe af - og jordmoderen tog vandet.. Da hun først tog vandet gik der godt nok ikke længe inden jeg kunne mærke, det pressede...
Det var en helt anderledes følelse end sidst. Kan da godt forstå nu, at jeg aldrig selv kunne have presset Nikolai ud med de veer, jeg havde dengang.. Denne gang var ganske anderledes.
Da jeg først begyndte at presse gik der 10 min, så sagde hun "Kom med dine hænder" og så kom der baby i mine hænder.. At presse barnet ud selv var voldsomt ubehageligt - meget mere end jeg havde regnet med - men jeg er så glad for at have prøvet det.. Jeg fik ham op på maven og både Heine og jeg kneb en tårer. Jeg kunne rent faktisk ligge og nyde mit barn! Det havde jeg heller aldrig prøvet før.. Og jeg elskede ham. Lige fra start. Det havde jeg heller aldrig prøvet før... I det hele taget var ALT bare som det skulle være... Dette holdt dog kun ganske kort...

For enden af sengen var jo en helt anden verden.. Når jeg føder, så bløder jeg - en del... Åbenbart... Så sådan skulle det også være denne gang.. De vidste, at jeg havde blødt meget sidst, så de var forberedte. Jeg fik en eller anden form for medicin, der skulle ligge under tungen - og så skulle den moderkage ellers bare UD.. Meeeen, det ville den ikke rigtigt. De asede og masede og gjorde ved... Men først efter en halv time kom den ud og så kunne de stoppe blødningen.. I løbet af den halve time begyndte jeg at fryse. Som i rigtig meget. Jeg lå og rystede og fik blå negle og læber.. Så begyndte jeg at få kvalme, blive svimmel og i det hele taget bare være rigtig skidt.. og feber... den udvikling kunne de ikke lide, så der blev kaldt på alle mulige forskellige læger.. Alle kom de og tog hver deres prøver.. Jeg - jeg lå på sengen og var, ja, skidt.. På et tidspunkt begyndte de at råbe mig ind i ansigtet om jeg var der.. Godt nok var deres stemmer lidt mærkelige, synes jeg, men jeg svarede dem højt og tydeligt, troede jeg.. Jeg kunne sgu ikke forstå hvorfor de blev ved at ruske mig og råbe til mig.. Det viste sig, at jeg ikke rigtigt svarede dem og jeg var ved at glide helt væk et par gange..
Imens dette foregik sad min kæreste på en stol ved siden af med vores lille nyfødte søn og kunne se det hele.. Han fortalte mig bagefter, at han, på et tidspunkt der hvor de ikke kunne komme i kontakt med mig, var sikker på, at jeg skulle dø.. Når jeg tænker på det, så begynder jeg græde. Tænk at sidde der med nyfødt baby og være sikker på, at ens kæreste dør fra en.. Det må have været SÅ frygteligt..

Heldigvis gik det ikke sådan.. Jeg kom til mig selv igen.. De blev ved med at tage alverdens prøver og mine hænder ligner stadig, her over en uge efter, en gammel stiknarkomans (man kan nemlig ikke ramme mine blodårer - der skal flere forsøg til).. Mit barn er født kl. 12.23 men først ved 21-tiden blev jeg kørt op på barselsgangen.. Der fik jeg så at vide, at baby og jeg skulle observeres i 48 timer, så jeg ville tidligst komme hjem mandag.. På det tidspunkt gjorde det nu ikke så meget, for jeg kunne ingen ting..
De havde i mellem tiden fundet ud af at baby også havde feber og trak vejret for hurtigt. Derfor overførte de ham om morgenen den næste dag til neonatalafdelingen, så han kunne blive holdt ekstra øje med..
Dagen efter fik jeg også en blodtransfusion..
Det var meningen, at mine forældre skulle komme og besøge os sammen med Nikolai. Han savnede VIRKELIG sin mor og far. Men så var det, at baby blev flyttet, og fordi Nikolai var forkølet, måtte han selvfølgelig ikke se baby.. De kørte dog op til os alligevel, så han kunne se os.. Og gud hvor var det hårdt.. Han ville bare blive hos os.. Han plejer at elske at være ved sin mormor, men ikke denne gang.. Han ville bare blive i mine arme.. Og jeg ville også bare så gerne at hun kunne.. Da de var taget hjem, græd jeg.. Igen..
Det var i det hele taget en rigtig hård omgang. Både for fysikken men også for psyken.. Måske endda mest det sidste.. Heine og jeg havde tidspunkter, hvor vi bare holdt hinanden i hånden og græd...  Græd fordi det havde været så frygtelig en oplevelse. Græd fordi det heldigivs ikke var værre - at jeg heldigvis ikke døde, som vi ellers begge to havde frygtet på et tidspunkt..

Baby havde det heldigvis godt. Han blev ved med at have lidt feber og trække vejret lidt hurtigt, men da han ellers var sund og rask blev han udskrevet mandag formiddag.. Så skulle vi bare lige vente på mig.. De skulle lige have svar på de sidste blodprøver. Det viste sig, at min blodprocent ikke var steget trods de to poser blod, jeg havde fået.. Men jeg fik lov at tage hjem alligevel..
Så endelig mandag eftermiddag kunne vi alle tre vende snuden hjem mod mine forældre, hvor vi skulle hente Nikolai... Det var så dejligt...