kan varmt anbefale at få barn nr 2 :-)

Det er godt ikke meget, jeg får skrevet. Min dag har bare ikke så mange ledige minutter mere, og de der er, udfylder jeg med noget andet - så som at lave flasker, forberede aftensmad og tjekke andre ting på computeren...
Men jeg ville ikke bytte noget af det for noget som i helst i hele verden. Jeg vil være ærlig; jeg havde ikke nogen kæmpe lyst til at få barn nr. 2. I hvert fald ikke når man jo skal igennem hele spædbarnsfasen igen.. Men jeg havde et brændende ønske om, at mit første barn ikke skulle være enebarn. Så forudsætter det ene ligesom det andet.. Jeg havde frygtet at skulle have et spædbarn igen, for jeg synes virkelig, det var hårdt første gang (og han var endda forholdsvis nem).. Det havde også nær kostet forholdet et par gange. Så jeg var lidt bange..
MEN - hvor er det bare vidunderligt 2. gang!! Jeg tager tingene stille og roligt og nyder hver en fase, hvor jeg hele tiden sidste gang bare glædede mig til, at han kunne noget mere. Jeg synes bestemt ikke, det er hårdere at have 2 end en (jo, visse dage.. Men de dage ville jeg sikkert have haft det på samme måde, selvom der kun var et barn). Naturligvis er der nogle ting, der er sværere, men det føles bare ikke så slemt. Måske er det fordi, jeg frygtede det så meget, at det så bare ikke er så slemt.. Du ved - ligesom en fest man ikke gider til, tit ender med at være den sjoveste nogensinde.. Det har sikkert også spillet en stor indflydelse, at jeg denne gang - selvom jeg også tabte en del blod under fødslen - ikke havde det så skidt et halvt år efter. Tror måske, det er den mest betydningsfulde faktor.. Uanset hvad, så er det dejligt.. Jonas er også en let dreng, det skal da også med. Han kommer i seng kl. 19 og så sover han uafbrudt indtil mellem fire og fem. Og sammenhængende søvn er bare så vigtigt i forhold til overskud.. Så hold kæft jeg nyder det... Og det er altså bare fantastisk at opleve. Jeg elskede den lille guldklump lige fra første minut - det troede jeg faktisk ikke var muligt.. Men det gør jeg.. Min store dreng er også bare så dejlig. Han elsker sin lillebror, og selvom han kun er 3 ½, så er han bare så god til ham.. Han er vildt kærlig og synes ikke, Jonas er en belastning..
Hver aften siger jeg til begge til mine børn: "Mor er bare så heldig. For tænkt, at af alle børn i hele verden, så fik jeg de to dejligste".. Og jeg mener det - af hele mit hjerte...

ikke mange ledige minutter

Ja, nu blev lille Jonas så tre uger i lørdags... Han er bare SÅ dejlig, og jeg elskede ham fra først minut!! Men han giver mig ikke mange minutter for mig selv. Faktisk, så sover han stort set ikke i løbet af dagen. Han kan godt falde i søvn mens han ligger ved brystet, men med det samme jeg lægger ham fra mig, så vågner han igen og skal have mere mad. Det betyder at praktiske ting  ikke er lige let at nå i løbet af en dag.. Og derfor slet ikke at skrive her på min blog. Det er en luksus, som må vente..

Fødsel....

Ved godt ingen andre gider at læse om ens egen fødsel, men jeg vil gerne have dette ned på skrift - og hey, der er ingen, der læser med alligevel, derfor denne beretning...

Fredag den 4. februar vågnede jeg op med tegnblødning og med en murrende fornemmelse i lænden. Så vidste jeg godt, hvad klokken var ved at slå. Jeg sagde til min kæreste, at det ganske sikkert ville ske noget i dag eller i morgen..
Vores store søn var syg, og han havde efterhånden været det ret længe, så jeg ringede til lægen. Ville gerne have ham tjekket inden han skulle ud og passes af andre. Tror ikke min mor var så vild med tanken om at passe en dreng med over 40 i feber - på panodil... På vej i bilen til lægen begyndte jeg at få lidt veer.. Ikke noget voldsomt, men jeg var glad for, at det var skridt i den rigtige retning.. Heldigivs fejlede den store ikke andet end lidt mellemørerbetændelse og så ellers den influenza, som alle børn døjer med..

Da vi kom fra lægen ringede jeg til min mor og sagde, at vi ville komme forbi med sønnen engang i løbet af dagen, sådan alt afhængig af hvordan tingede skred frem.. Jeg, og min mor, var meget bekymret for, om min fødsel ville komme til at gå meget hurtigt. Det har det nemlig en tendens til i min familie, og nu hvor jeg er anden gangs fødende, kunne det jo godt sætte lidt ekstra skub i tingene..

Vi afleverede sønnen om eftermiddagen og blev og spise aftensmad. Jeg havde en del stærke veer, der alle varede  en rum tid, men de kom som vinden blæste. Vi overvejde et kort sekundt om vi skulle blive hos mine forældre, da de kun bor 15 min fra sygehuset og vi bor næsten en time derfra. Men jeg kunne simpelthen ikke have min mors bekymrede mine, så vi kørte hjem igen - så var sønnen jo afleveret og det var en af mine bekymringer inden - om vi kunne nå at få ham passet.. Vi kørte hjem og gik i seng.. I og med Nikolai havde været meget syg, var søvn en MEGET begrænset luksus i vores hjem den sidste uge, og jeg vidste jo godt, jeg ville få brug for alle kræfter snart..

Hen omkring midnat varede mine veer ca. 1 min.. Dog stadig ikke helt regelmæssige.. Kl. 1 ringede til jeg fødegangen for at høre, hvad de mente. Jeg fik en ve imens vi talte, og ud fra det synes damen, vi skulle komme.
Jeg gik ind og vækkede kæresten og begav os mod sygehuset - dog i sneglefart, for hold og det blæste og der lå mange spændende ting og sager rundt omkring på vejen, som skulle undgåes..
Vi ankom til sygehuset ca. kvart over 2. Jeg blev jo så vist ind på et undersøgelsesrum, hvor det viste sig, at jeg kun var åbent 2 cm... Skide 2 cm... Damen sagde, at det var meget klassisk 2. gang.. Man havde gode veer - og det kunne hun jo se - men de gav ikke så meget. Tilgenæld ville det gå strækt når først vandet gik.. Derfor ville hun ikke sende os hjem igen, for vandet kunne jo gå når som helst.. Hun kunne dog ikke give mig en fødestue, før jeg var 3 cm åben, så jeg måtte blive i undersøgelsesrummet på den hårde briks.. Men det gik jo også..

Først ved halv 5-tiden var jeg åbent tre cm og jeg kunne endelig komme over på en fødestue... Veerne var hårde, men jeg var dælme god denne gang. Arbejdede rigtig godt med dem... Tiden gik og veerne blev værre og værre, men vandet ville bare ikke gå.. Jeg havde rigtig ondt og ville bare så gerne slappe af. Så jeg bad om en epidural... Hun kaldte på narkosefolkene, men de var selvfølgelig optaget til anden side. Jordmoderen tilbød at tage vandet, men den tanke kunne jeg ikke overskue. Jeg ville slappe af inden jeg skulle presse.. 'Jeg kunne ikke lade være med at tænke på sidste fødsels, hvor jeg havde en presseperiode på 3 ½ time.. Den tanke gjorde, at jeg bare VILLE slappe af inden pres..
Der gik en time og så kom de og satte op til blokaden. Da de havde sat op til den, blev de desværre kaldt væk igen.. Der aftalte jeg med jordemoderen, at hvis de ikke var kommet inden en halv time, så ville hun tage vandet, så vi kunne få det overstået..

Der gik dog ikke så længe, så kom de. Og den lettelse det er at blive smertfri er simpelthen det hele værd. Nu kunne jeg slappe af - og jordmoderen tog vandet.. Da hun først tog vandet gik der godt nok ikke længe inden jeg kunne mærke, det pressede...
Det var en helt anderledes følelse end sidst. Kan da godt forstå nu, at jeg aldrig selv kunne have presset Nikolai ud med de veer, jeg havde dengang.. Denne gang var ganske anderledes.
Da jeg først begyndte at presse gik der 10 min, så sagde hun "Kom med dine hænder" og så kom der baby i mine hænder.. At presse barnet ud selv var voldsomt ubehageligt - meget mere end jeg havde regnet med - men jeg er så glad for at have prøvet det.. Jeg fik ham op på maven og både Heine og jeg kneb en tårer. Jeg kunne rent faktisk ligge og nyde mit barn! Det havde jeg heller aldrig prøvet før.. Og jeg elskede ham. Lige fra start. Det havde jeg heller aldrig prøvet før... I det hele taget var ALT bare som det skulle være... Dette holdt dog kun ganske kort...

For enden af sengen var jo en helt anden verden.. Når jeg føder, så bløder jeg - en del... Åbenbart... Så sådan skulle det også være denne gang.. De vidste, at jeg havde blødt meget sidst, så de var forberedte. Jeg fik en eller anden form for medicin, der skulle ligge under tungen - og så skulle den moderkage ellers bare UD.. Meeeen, det ville den ikke rigtigt. De asede og masede og gjorde ved... Men først efter en halv time kom den ud og så kunne de stoppe blødningen.. I løbet af den halve time begyndte jeg at fryse. Som i rigtig meget. Jeg lå og rystede og fik blå negle og læber.. Så begyndte jeg at få kvalme, blive svimmel og i det hele taget bare være rigtig skidt.. og feber... den udvikling kunne de ikke lide, så der blev kaldt på alle mulige forskellige læger.. Alle kom de og tog hver deres prøver.. Jeg - jeg lå på sengen og var, ja, skidt.. På et tidspunkt begyndte de at råbe mig ind i ansigtet om jeg var der.. Godt nok var deres stemmer lidt mærkelige, synes jeg, men jeg svarede dem højt og tydeligt, troede jeg.. Jeg kunne sgu ikke forstå hvorfor de blev ved at ruske mig og råbe til mig.. Det viste sig, at jeg ikke rigtigt svarede dem og jeg var ved at glide helt væk et par gange..
Imens dette foregik sad min kæreste på en stol ved siden af med vores lille nyfødte søn og kunne se det hele.. Han fortalte mig bagefter, at han, på et tidspunkt der hvor de ikke kunne komme i kontakt med mig, var sikker på, at jeg skulle dø.. Når jeg tænker på det, så begynder jeg græde. Tænk at sidde der med nyfødt baby og være sikker på, at ens kæreste dør fra en.. Det må have været SÅ frygteligt..

Heldigvis gik det ikke sådan.. Jeg kom til mig selv igen.. De blev ved med at tage alverdens prøver og mine hænder ligner stadig, her over en uge efter, en gammel stiknarkomans (man kan nemlig ikke ramme mine blodårer - der skal flere forsøg til).. Mit barn er født kl. 12.23 men først ved 21-tiden blev jeg kørt op på barselsgangen.. Der fik jeg så at vide, at baby og jeg skulle observeres i 48 timer, så jeg ville tidligst komme hjem mandag.. På det tidspunkt gjorde det nu ikke så meget, for jeg kunne ingen ting..
De havde i mellem tiden fundet ud af at baby også havde feber og trak vejret for hurtigt. Derfor overførte de ham om morgenen den næste dag til neonatalafdelingen, så han kunne blive holdt ekstra øje med..
Dagen efter fik jeg også en blodtransfusion..
Det var meningen, at mine forældre skulle komme og besøge os sammen med Nikolai. Han savnede VIRKELIG sin mor og far. Men så var det, at baby blev flyttet, og fordi Nikolai var forkølet, måtte han selvfølgelig ikke se baby.. De kørte dog op til os alligevel, så han kunne se os.. Og gud hvor var det hårdt.. Han ville bare blive hos os.. Han plejer at elske at være ved sin mormor, men ikke denne gang.. Han ville bare blive i mine arme.. Og jeg ville også bare så gerne at hun kunne.. Da de var taget hjem, græd jeg.. Igen..
Det var i det hele taget en rigtig hård omgang. Både for fysikken men også for psyken.. Måske endda mest det sidste.. Heine og jeg havde tidspunkter, hvor vi bare holdt hinanden i hånden og græd...  Græd fordi det havde været så frygtelig en oplevelse. Græd fordi det heldigivs ikke var værre - at jeg heldigvis ikke døde, som vi ellers begge to havde frygtet på et tidspunkt..

Baby havde det heldigvis godt. Han blev ved med at have lidt feber og trække vejret lidt hurtigt, men da han ellers var sund og rask blev han udskrevet mandag formiddag.. Så skulle vi bare lige vente på mig.. De skulle lige have svar på de sidste blodprøver. Det viste sig, at min blodprocent ikke var steget trods de to poser blod, jeg havde fået.. Men jeg fik lov at tage hjem alligevel..
Så endelig mandag eftermiddag kunne vi alle tre vende snuden hjem mod mine forældre, hvor vi skulle hente Nikolai... Det var så dejligt...

lang ventetid

Hold op jeg synes, ventetiden er lang. Jeg går og venter på, at dette barn vil ud af min krop. Synes efterhånden, jeg har ventet meget længe - men der er udsigt til mere venten...

Gid den dog bare snart vil komme ud. Jeg føler mig slidt. Slidt, træt og gammel.. Jeg glæder mig ikke engang til, at den kommer ud længere.. Jeg glæder mig til alt er overstået, men glæder mig ikke til baby. Den tænker jeg sådan set ikke så meget på længere. Det lader min slidte krop mig ikke gøre.

Jeg gider IKKE mere..
Tror måske jordemoder vil sætte mig i gang. Jeg indeholder et styks stor baby, der ikke behøver at blive at større. hun talte i hvert fald lidt om den mulighed sidst. Men den mølle gider jeg sådan set heller ikke igennem. Det kan jo tage flere dage, hvor jeg hver dag skal på sygehuset, æde piller, blive sendt hjem igen, hvis der ikke sker noget, og så starte forfra dagen efter. Meeen, hvis nu første pille ville virke, så kunnejeg godt gå med på den bølge.. Må se hvad hun siger - hun ved jo bedst....

Mit livs store interesse...

Det er pludseligt gået op for mig, at jeg faktisk ikke interesserer mig synderligt for håndbold længere.. Hvornår var det lige, at jeg stoppede med at gå op i det?? I så mange år var det en af mine største interesser..
Da jeg var ung, som i helt ung, gik jeg til håndbold. Det var det eneste, jeg gik til. Nu var der sådan set heller ikke råd til, at vi tre piger havde mere end en interesse, men selvom vi havde haft masser af penge, og jeg måtte gå til hvadenten jeg ville, så bankede mit hjerte alligevel kun for den ene sportsgren.. Og faktisk - lige fra jeg var stor nok til at kunne gribe en bold, kunn jeg noget, som de andre på min alder ikke kunne! Joo - men kan godt se potentiale hos selv helt små børn.. Jeg begyndte med at gå til håndbold så snart jeg var gammel nok, og jeg var en stjerne på banen fra day one!! Da jeg blev omkring 7 var håndbold det eneste, jeg tænkte på. Jeg var altid ude på stadion med min håndbold i hånden og øvede mig i at skyde.. Der var kun mig og min bold, som regel i hvert fald - men det var også det eneste, jeg behøvede. Jeg lavede taktikker og løb i mit hovede, som ingen af mine medspillere kunne følge med til. Selvfølgelig ikke, men jeg vidste ikke dengang at man ikke kunne forlange lige så meget af sine medspillere, som man gjorde af sig selv. Gud hvor må jeg have været frygtelig at spille sammen med!! Jeg skældte ud, når folk ikke gjorde det godt nok.. Og vi var jo altså ikke ret gamle. Egentlig underligt at andres forældre ikke skældte mig ud, nu jeg tænker over det. Men - man var noget i min lille by, hvis man kunne noget sport. Og alle kunne jo godt se, at det kunne jeg.. Det var nok derfor, at ingen rørte mig..

Jeg var altid småskadet. Har tendens til hypermobile led, men jeg tog mig aldrig af dem. Intet kunne holde mig på bænken, og jeg kunne jo også godt selv se, at vi tabte de fleste kampe, hvis ikke jeg var med - og jeg HADEDE at tabe (var seriøst verdens dårligste taber).. Da jeg var 9 var mit venstre knæ tyk. Det var fyldt med væske og var dobbelt så tyk som det andet. Men det gjorde ikke ondt, så vi gjorde ikke noget ved det. Hvad der kommer af sig selv, kan også gå igen af sig selv - det er filosofien i min familie. MEd tiden begyndte det at gøre ondt engang imellem. Men det var jo kun engang imellem. Så begyndte det at sige en mærkelig lyd, og gjorde så ondt at  jeg faldt sammen.. Meen - vi tog først til læge den dag, jeg ikke kunne løbe 800 m løb i gymnastiktimen og min lærer ikke troede på, at det fordi jeg havde ondt i mit knæ (laaang historie)..

Det første lægen sagde, da vi kom ind til ham var: "hvorfor fanden er I ikke kommet noget før". Jeg gik til læge hver evig eneste uge og fik taget alle prøver, man kan tænke sig. Blev sendt på sygehuset og kom der en dag hver måned og fik taget flere prøver. Men de kunne ikke finde ud af, hvad der var i vejen... Ca 1 år senere var der en læge, der vist havde hørt noget om, at den slags BANG, som mit knæ sagde, kunne være noget med minisken.. Og lord and behold - det var den, den var galt med. Ingen andre læger havde tænkt i den slags "almindelige" sportsskader, for det var bestemt ikke almindeligt for 10/11-åriger piger på det tidspunkt.. Men altså jeg blev opereret og jeg troede, at alt ville blive fint igen... Godt nok sagde lægerne, at mit knæ aldrig ville blive det samme, men jeg skulle dælme vise dem, skulle jeg... Det skulle jeg så ikke!!

Som 12-årig stoppede min ellers så lovende håndboldkarriere. Jeg var røv dygtig. Om jeg ville være blevet prof, kan jeg af gode grunde ikke vide. Men på daværende tidspunkt havde jeg i hvert fald potentialet.. Jeg måtte sadle mit liv helt om. Alle mine venner havde haft noget med sport at gøre, nu kunne jeg ikke holde til at være i samme rum som dem, så jeg skiftede omgangskreds.. Jeg måtte også forsøge at finde noget andet, at være godt til - det var dog ikke så let..

Jeg blev ved med at have interesse for håndbold. Nu blev det bare mere som seer. Det passer ogsså med det tidspunkt, hvor kvindelandsholdet begyndte at vinde indpas igen.. Der tilbage i start 90'erne. Jeg satte ikke mine ben i en hal igen før MANGE, MANGE, MANGE år senere.. Og da jeg gjorde, var det for at være træner. Noget, som jeg faktisk elskede helt vildt at være. Jeg gik også ind og så prof kampe. Mange af dem. Var bl.a. i tyskland i 97, var det vel, og se indledende runder..

Nu er der så VM i herrehåndbold i tv. Jeg så kampen i går, og der gik det op for mig, jeg ikke anede en skid om spillerne. Jeg ved ikke, hvilke klubber de spiller for, eller i det hele taget, hvad de hedder.. Og jeg må indrømme, at jeg er bedøvende ligeglad.. Kan jeg tage det som et tegn på, at jeg ikke hænger fast i fortiden længere???

fagre nye verden??

Har været ude og bruge penge - IGEN. Det er egentlig utroligt så hurtigt den slags får ben at gå på!!
Vores opvaskeskine røg sig en tur den anden dag. Og selvom der var engang, jeg godt kunne leve uden sådan et monstrum, så er det bare ikke dengang mere. Livet er skisme lettere med den slags teknink! At det er så lidt en jungle at finde ud af, hvad ens behov rent faktisk er, er en helt anden sag. Nu tænker du måske, hvor stor forskel kan der være på sådan noget - og jooo, der er meget at tage stilling til. Plastik eller stål indmad? Hæve/sænke kurve? Bestikskuffe for oven? osv.. Og så er der jo også lige prisen at tage hensyn til.. Blev præsenteret for en masse, jeg aldrig havde set før, men jo nu pludselig blev i tvivl om, om jeg havde et behov for. Jeg kunne jo ikke vide, om der er en fagre ny opvaskemskineverden, som jeg var nødt til at blive en del af.. Stod faktisk nede i butikken længe.. Endte med en Siemens, der mindede meget om den, vi havde i forvejen. Det var den billigste (af de sådan lidt bedre mærker), derfor heller ikke så fancy, så nu må jeg se, om jeg kan leve uden alt det ekstra, den anden maskine kunne... Jeg tror det nu nok!! Men sådan blev man de 3000 kr. fattigere.. Det kan ikke tage lang tid...

Zombie

Jeg er efterhånden et styks omvandrende zombie.. Jeg sover i forvejen ikke meget om natten. En naturlig følgevirkning af dette tidspunkt i graviditeten.
Min kæreste har været en del syg på det sidste, og han er rigtig mand, når han er syg, JESUS CHRIST han er pylret...
Og nu er mit barn også syg. Han har  hostet hele natten, og når han ikke har hostet, så har han grædt. Det lød sgu som om, han var en sæl eller noget, når han hostede. Han havde også lidt besvær med at trække vejret til tider. Jeg er ikke en specielt pylret mor, men når man står i en situation, man ikke har stået i før, så bliver man naturligvis lidt bekymret.. Men der er ikke andet at gøre end at holde ud..
I dag er vi alle trætte. Og pylret. Især mand og barn (selvom det er mig, der sover absolut mindst af os alle).. Så det betyder, at vi bare rigtig hygger!! NOT!! Jeg er flygtet ind til computeren.. Så kan jeg da lige få fem minutters ro. Nogle dage - der ville man bare ønske, man stadig kun var sig selv....