Hold op jeg synes, ventetiden er lang. Jeg går og venter på, at dette barn vil ud af min krop. Synes efterhånden, jeg har ventet meget længe - men der er udsigt til mere venten...
Gid den dog bare snart vil komme ud. Jeg føler mig slidt. Slidt, træt og gammel.. Jeg glæder mig ikke engang til, at den kommer ud længere.. Jeg glæder mig til alt er overstået, men glæder mig ikke til baby. Den tænker jeg sådan set ikke så meget på længere. Det lader min slidte krop mig ikke gøre.
Jeg gider IKKE mere..
Tror måske jordemoder vil sætte mig i gang. Jeg indeholder et styks stor baby, der ikke behøver at blive at større. hun talte i hvert fald lidt om den mulighed sidst. Men den mølle gider jeg sådan set heller ikke igennem. Det kan jo tage flere dage, hvor jeg hver dag skal på sygehuset, æde piller, blive sendt hjem igen, hvis der ikke sker noget, og så starte forfra dagen efter. Meeen, hvis nu første pille ville virke, så kunnejeg godt gå med på den bølge.. Må se hvad hun siger - hun ved jo bedst....
mandag den 31. januar 2011
tirsdag den 18. januar 2011
Mit livs store interesse...
Det er pludseligt gået op for mig, at jeg faktisk ikke interesserer mig synderligt for håndbold længere.. Hvornår var det lige, at jeg stoppede med at gå op i det?? I så mange år var det en af mine største interesser..
Da jeg var ung, som i helt ung, gik jeg til håndbold. Det var det eneste, jeg gik til. Nu var der sådan set heller ikke råd til, at vi tre piger havde mere end en interesse, men selvom vi havde haft masser af penge, og jeg måtte gå til hvadenten jeg ville, så bankede mit hjerte alligevel kun for den ene sportsgren.. Og faktisk - lige fra jeg var stor nok til at kunne gribe en bold, kunn jeg noget, som de andre på min alder ikke kunne! Joo - men kan godt se potentiale hos selv helt små børn.. Jeg begyndte med at gå til håndbold så snart jeg var gammel nok, og jeg var en stjerne på banen fra day one!! Da jeg blev omkring 7 var håndbold det eneste, jeg tænkte på. Jeg var altid ude på stadion med min håndbold i hånden og øvede mig i at skyde.. Der var kun mig og min bold, som regel i hvert fald - men det var også det eneste, jeg behøvede. Jeg lavede taktikker og løb i mit hovede, som ingen af mine medspillere kunne følge med til. Selvfølgelig ikke, men jeg vidste ikke dengang at man ikke kunne forlange lige så meget af sine medspillere, som man gjorde af sig selv. Gud hvor må jeg have været frygtelig at spille sammen med!! Jeg skældte ud, når folk ikke gjorde det godt nok.. Og vi var jo altså ikke ret gamle. Egentlig underligt at andres forældre ikke skældte mig ud, nu jeg tænker over det. Men - man var noget i min lille by, hvis man kunne noget sport. Og alle kunne jo godt se, at det kunne jeg.. Det var nok derfor, at ingen rørte mig..
Jeg var altid småskadet. Har tendens til hypermobile led, men jeg tog mig aldrig af dem. Intet kunne holde mig på bænken, og jeg kunne jo også godt selv se, at vi tabte de fleste kampe, hvis ikke jeg var med - og jeg HADEDE at tabe (var seriøst verdens dårligste taber).. Da jeg var 9 var mit venstre knæ tyk. Det var fyldt med væske og var dobbelt så tyk som det andet. Men det gjorde ikke ondt, så vi gjorde ikke noget ved det. Hvad der kommer af sig selv, kan også gå igen af sig selv - det er filosofien i min familie. MEd tiden begyndte det at gøre ondt engang imellem. Men det var jo kun engang imellem. Så begyndte det at sige en mærkelig lyd, og gjorde så ondt at jeg faldt sammen.. Meen - vi tog først til læge den dag, jeg ikke kunne løbe 800 m løb i gymnastiktimen og min lærer ikke troede på, at det fordi jeg havde ondt i mit knæ (laaang historie)..
Det første lægen sagde, da vi kom ind til ham var: "hvorfor fanden er I ikke kommet noget før". Jeg gik til læge hver evig eneste uge og fik taget alle prøver, man kan tænke sig. Blev sendt på sygehuset og kom der en dag hver måned og fik taget flere prøver. Men de kunne ikke finde ud af, hvad der var i vejen... Ca 1 år senere var der en læge, der vist havde hørt noget om, at den slags BANG, som mit knæ sagde, kunne være noget med minisken.. Og lord and behold - det var den, den var galt med. Ingen andre læger havde tænkt i den slags "almindelige" sportsskader, for det var bestemt ikke almindeligt for 10/11-åriger piger på det tidspunkt.. Men altså jeg blev opereret og jeg troede, at alt ville blive fint igen... Godt nok sagde lægerne, at mit knæ aldrig ville blive det samme, men jeg skulle dælme vise dem, skulle jeg... Det skulle jeg så ikke!!
Som 12-årig stoppede min ellers så lovende håndboldkarriere. Jeg var røv dygtig. Om jeg ville være blevet prof, kan jeg af gode grunde ikke vide. Men på daværende tidspunkt havde jeg i hvert fald potentialet.. Jeg måtte sadle mit liv helt om. Alle mine venner havde haft noget med sport at gøre, nu kunne jeg ikke holde til at være i samme rum som dem, så jeg skiftede omgangskreds.. Jeg måtte også forsøge at finde noget andet, at være godt til - det var dog ikke så let..
Jeg blev ved med at have interesse for håndbold. Nu blev det bare mere som seer. Det passer ogsså med det tidspunkt, hvor kvindelandsholdet begyndte at vinde indpas igen.. Der tilbage i start 90'erne. Jeg satte ikke mine ben i en hal igen før MANGE, MANGE, MANGE år senere.. Og da jeg gjorde, var det for at være træner. Noget, som jeg faktisk elskede helt vildt at være. Jeg gik også ind og så prof kampe. Mange af dem. Var bl.a. i tyskland i 97, var det vel, og se indledende runder..
Nu er der så VM i herrehåndbold i tv. Jeg så kampen i går, og der gik det op for mig, jeg ikke anede en skid om spillerne. Jeg ved ikke, hvilke klubber de spiller for, eller i det hele taget, hvad de hedder.. Og jeg må indrømme, at jeg er bedøvende ligeglad.. Kan jeg tage det som et tegn på, at jeg ikke hænger fast i fortiden længere???
Da jeg var ung, som i helt ung, gik jeg til håndbold. Det var det eneste, jeg gik til. Nu var der sådan set heller ikke råd til, at vi tre piger havde mere end en interesse, men selvom vi havde haft masser af penge, og jeg måtte gå til hvadenten jeg ville, så bankede mit hjerte alligevel kun for den ene sportsgren.. Og faktisk - lige fra jeg var stor nok til at kunne gribe en bold, kunn jeg noget, som de andre på min alder ikke kunne! Joo - men kan godt se potentiale hos selv helt små børn.. Jeg begyndte med at gå til håndbold så snart jeg var gammel nok, og jeg var en stjerne på banen fra day one!! Da jeg blev omkring 7 var håndbold det eneste, jeg tænkte på. Jeg var altid ude på stadion med min håndbold i hånden og øvede mig i at skyde.. Der var kun mig og min bold, som regel i hvert fald - men det var også det eneste, jeg behøvede. Jeg lavede taktikker og løb i mit hovede, som ingen af mine medspillere kunne følge med til. Selvfølgelig ikke, men jeg vidste ikke dengang at man ikke kunne forlange lige så meget af sine medspillere, som man gjorde af sig selv. Gud hvor må jeg have været frygtelig at spille sammen med!! Jeg skældte ud, når folk ikke gjorde det godt nok.. Og vi var jo altså ikke ret gamle. Egentlig underligt at andres forældre ikke skældte mig ud, nu jeg tænker over det. Men - man var noget i min lille by, hvis man kunne noget sport. Og alle kunne jo godt se, at det kunne jeg.. Det var nok derfor, at ingen rørte mig..
Jeg var altid småskadet. Har tendens til hypermobile led, men jeg tog mig aldrig af dem. Intet kunne holde mig på bænken, og jeg kunne jo også godt selv se, at vi tabte de fleste kampe, hvis ikke jeg var med - og jeg HADEDE at tabe (var seriøst verdens dårligste taber).. Da jeg var 9 var mit venstre knæ tyk. Det var fyldt med væske og var dobbelt så tyk som det andet. Men det gjorde ikke ondt, så vi gjorde ikke noget ved det. Hvad der kommer af sig selv, kan også gå igen af sig selv - det er filosofien i min familie. MEd tiden begyndte det at gøre ondt engang imellem. Men det var jo kun engang imellem. Så begyndte det at sige en mærkelig lyd, og gjorde så ondt at jeg faldt sammen.. Meen - vi tog først til læge den dag, jeg ikke kunne løbe 800 m løb i gymnastiktimen og min lærer ikke troede på, at det fordi jeg havde ondt i mit knæ (laaang historie)..
Det første lægen sagde, da vi kom ind til ham var: "hvorfor fanden er I ikke kommet noget før". Jeg gik til læge hver evig eneste uge og fik taget alle prøver, man kan tænke sig. Blev sendt på sygehuset og kom der en dag hver måned og fik taget flere prøver. Men de kunne ikke finde ud af, hvad der var i vejen... Ca 1 år senere var der en læge, der vist havde hørt noget om, at den slags BANG, som mit knæ sagde, kunne være noget med minisken.. Og lord and behold - det var den, den var galt med. Ingen andre læger havde tænkt i den slags "almindelige" sportsskader, for det var bestemt ikke almindeligt for 10/11-åriger piger på det tidspunkt.. Men altså jeg blev opereret og jeg troede, at alt ville blive fint igen... Godt nok sagde lægerne, at mit knæ aldrig ville blive det samme, men jeg skulle dælme vise dem, skulle jeg... Det skulle jeg så ikke!!
Som 12-årig stoppede min ellers så lovende håndboldkarriere. Jeg var røv dygtig. Om jeg ville være blevet prof, kan jeg af gode grunde ikke vide. Men på daværende tidspunkt havde jeg i hvert fald potentialet.. Jeg måtte sadle mit liv helt om. Alle mine venner havde haft noget med sport at gøre, nu kunne jeg ikke holde til at være i samme rum som dem, så jeg skiftede omgangskreds.. Jeg måtte også forsøge at finde noget andet, at være godt til - det var dog ikke så let..
Jeg blev ved med at have interesse for håndbold. Nu blev det bare mere som seer. Det passer ogsså med det tidspunkt, hvor kvindelandsholdet begyndte at vinde indpas igen.. Der tilbage i start 90'erne. Jeg satte ikke mine ben i en hal igen før MANGE, MANGE, MANGE år senere.. Og da jeg gjorde, var det for at være træner. Noget, som jeg faktisk elskede helt vildt at være. Jeg gik også ind og så prof kampe. Mange af dem. Var bl.a. i tyskland i 97, var det vel, og se indledende runder..
Nu er der så VM i herrehåndbold i tv. Jeg så kampen i går, og der gik det op for mig, jeg ikke anede en skid om spillerne. Jeg ved ikke, hvilke klubber de spiller for, eller i det hele taget, hvad de hedder.. Og jeg må indrømme, at jeg er bedøvende ligeglad.. Kan jeg tage det som et tegn på, at jeg ikke hænger fast i fortiden længere???
lørdag den 15. januar 2011
fagre nye verden??
Har været ude og bruge penge - IGEN. Det er egentlig utroligt så hurtigt den slags får ben at gå på!!
Vores opvaskeskine røg sig en tur den anden dag. Og selvom der var engang, jeg godt kunne leve uden sådan et monstrum, så er det bare ikke dengang mere. Livet er skisme lettere med den slags teknink! At det er så lidt en jungle at finde ud af, hvad ens behov rent faktisk er, er en helt anden sag. Nu tænker du måske, hvor stor forskel kan der være på sådan noget - og jooo, der er meget at tage stilling til. Plastik eller stål indmad? Hæve/sænke kurve? Bestikskuffe for oven? osv.. Og så er der jo også lige prisen at tage hensyn til.. Blev præsenteret for en masse, jeg aldrig havde set før, men jo nu pludselig blev i tvivl om, om jeg havde et behov for. Jeg kunne jo ikke vide, om der er en fagre ny opvaskemskineverden, som jeg var nødt til at blive en del af.. Stod faktisk nede i butikken længe.. Endte med en Siemens, der mindede meget om den, vi havde i forvejen. Det var den billigste (af de sådan lidt bedre mærker), derfor heller ikke så fancy, så nu må jeg se, om jeg kan leve uden alt det ekstra, den anden maskine kunne... Jeg tror det nu nok!! Men sådan blev man de 3000 kr. fattigere.. Det kan ikke tage lang tid...
Vores opvaskeskine røg sig en tur den anden dag. Og selvom der var engang, jeg godt kunne leve uden sådan et monstrum, så er det bare ikke dengang mere. Livet er skisme lettere med den slags teknink! At det er så lidt en jungle at finde ud af, hvad ens behov rent faktisk er, er en helt anden sag. Nu tænker du måske, hvor stor forskel kan der være på sådan noget - og jooo, der er meget at tage stilling til. Plastik eller stål indmad? Hæve/sænke kurve? Bestikskuffe for oven? osv.. Og så er der jo også lige prisen at tage hensyn til.. Blev præsenteret for en masse, jeg aldrig havde set før, men jo nu pludselig blev i tvivl om, om jeg havde et behov for. Jeg kunne jo ikke vide, om der er en fagre ny opvaskemskineverden, som jeg var nødt til at blive en del af.. Stod faktisk nede i butikken længe.. Endte med en Siemens, der mindede meget om den, vi havde i forvejen. Det var den billigste (af de sådan lidt bedre mærker), derfor heller ikke så fancy, så nu må jeg se, om jeg kan leve uden alt det ekstra, den anden maskine kunne... Jeg tror det nu nok!! Men sådan blev man de 3000 kr. fattigere.. Det kan ikke tage lang tid...
fredag den 14. januar 2011
Zombie
Jeg er efterhånden et styks omvandrende zombie.. Jeg sover i forvejen ikke meget om natten. En naturlig følgevirkning af dette tidspunkt i graviditeten.
Min kæreste har været en del syg på det sidste, og han er rigtig mand, når han er syg, JESUS CHRIST han er pylret...
Og nu er mit barn også syg. Han har hostet hele natten, og når han ikke har hostet, så har han grædt. Det lød sgu som om, han var en sæl eller noget, når han hostede. Han havde også lidt besvær med at trække vejret til tider. Jeg er ikke en specielt pylret mor, men når man står i en situation, man ikke har stået i før, så bliver man naturligvis lidt bekymret.. Men der er ikke andet at gøre end at holde ud..
I dag er vi alle trætte. Og pylret. Især mand og barn (selvom det er mig, der sover absolut mindst af os alle).. Så det betyder, at vi bare rigtig hygger!! NOT!! Jeg er flygtet ind til computeren.. Så kan jeg da lige få fem minutters ro. Nogle dage - der ville man bare ønske, man stadig kun var sig selv....
Min kæreste har været en del syg på det sidste, og han er rigtig mand, når han er syg, JESUS CHRIST han er pylret...
Og nu er mit barn også syg. Han har hostet hele natten, og når han ikke har hostet, så har han grædt. Det lød sgu som om, han var en sæl eller noget, når han hostede. Han havde også lidt besvær med at trække vejret til tider. Jeg er ikke en specielt pylret mor, men når man står i en situation, man ikke har stået i før, så bliver man naturligvis lidt bekymret.. Men der er ikke andet at gøre end at holde ud..
I dag er vi alle trætte. Og pylret. Især mand og barn (selvom det er mig, der sover absolut mindst af os alle).. Så det betyder, at vi bare rigtig hygger!! NOT!! Jeg er flygtet ind til computeren.. Så kan jeg da lige få fem minutters ro. Nogle dage - der ville man bare ønske, man stadig kun var sig selv....
onsdag den 12. januar 2011
sparekniven
Af profession er jeg skolelærer. Et job jeg faktisk holder utroligt meget af - og - når jeg selv i min egen lille person skal sige det - er god til.. Jeg har været lærer siden 2003. Egentlig er det jo ikke så mange år, men hold op hvor er der sket mange forandringer på de år. Nogle gode, nogle dårlige. Sådan er det vel på alle arbejdspladser..
Jeg arbejder på en mellemstor skole i provinsen i nærheden af en vores større byer. Vi er en god skole, og opnår altid fine resultater. Jeg tror som ikke, vi som lærere er bedre end alle mulig andre, man skal også bare tænke på, hvilke typer familier (og dermed elever), der bor i vores område. Det er hovedsageligt kernefamilier. Derfor er det jo også noget lettere at opnå gode resultater for os, end for den skole med alle de socialt belastede inde i byen. Ikke at vi ikke har "den slags" også, det har vi, og vi får flere og flere af dem, for byen sender dem ud til os, men i det store hele befinder vi os i et smørhul..
Nå, det var lidt background info..
Lige pt er jeg ikke på min arbejdsplads, så det er lidt svært at følge med. Men jeg ved dog, at vi, ligesom alle andre, igen i år skal spare. Måske ryger der en lærer eller to - og der var møde den anden dag for at finde lærerens bud på, hvor vi skal spare..
Jeg var ikke selv til mødet, men har fået fyldigt referat.. Og hvor er vi lærere bare typiske.. For langt største delen af mødet handlede om, hvordan vi kan spare, så det går mindst muligt ud over eleverne. Så ikke andre end os bagved kulissen mærker det.. Og det er jo forkert.. Synes jeg i hvert fald.. Vi har nået et smertepunkt. Når vi, som ellers er en skole med ret god økonomi, skal spare et kæmpe beløb, så SKAL det jo netop kunne mærkes og ses af andre. Ellers stopper det jo aldrig..
Jeg personligt er glad for, at en eller modig sjæl fik sagt noget lignende det på mødet, og de andre så også kunne se, at det er jo helt rigtigt..
Der kan ikke undgåes at gå lidt politik i den - for jeg kan kun ryste på hovedet hver gang regeringen siger, at de har tilført så og så mange millioner til folkeskolen, så det passer ikke når vi siger, vi skal spare.. Det kan godt være, de har tilført en masse, men når de så med den anden hånd har fjernet noget, så er det jo ikke ekstra penge. Og vi har altså bare flere og flere udgifter..
Men det skal nok lykkedes os at komme i top 5 i pisa med alle de besparelser, der skal ske.. Ih hvor bliver undervisningen meget bedre, når vi alle skal ned på minimunstimetal og eleverne skal lære mere og mere.. Det skal nok lykkedes. For mig er der bare noget, der ikke hænger sammen.. Hvor ville jeg ønske, at politikerne snart ville prøve bare at lytte til os lærere. Er der ting, der kan og skal gøres bedre i folkeskolen? - HELT sikkert!! Men næste gang i nedsætter et udvalg af såkaldte eksperter, kunne I så ikke tage nogle med fra folkeskolen??? Nå nej, de er jo ikke eksperter.. De har bare en latterlig ubrugelig uddannelse til at undervise børn - det er jo ikke noget..
And don't even get me started about PISA - det er en diskussion til en helt anden gang!!
Jeg arbejder på en mellemstor skole i provinsen i nærheden af en vores større byer. Vi er en god skole, og opnår altid fine resultater. Jeg tror som ikke, vi som lærere er bedre end alle mulig andre, man skal også bare tænke på, hvilke typer familier (og dermed elever), der bor i vores område. Det er hovedsageligt kernefamilier. Derfor er det jo også noget lettere at opnå gode resultater for os, end for den skole med alle de socialt belastede inde i byen. Ikke at vi ikke har "den slags" også, det har vi, og vi får flere og flere af dem, for byen sender dem ud til os, men i det store hele befinder vi os i et smørhul..
Nå, det var lidt background info..
Lige pt er jeg ikke på min arbejdsplads, så det er lidt svært at følge med. Men jeg ved dog, at vi, ligesom alle andre, igen i år skal spare. Måske ryger der en lærer eller to - og der var møde den anden dag for at finde lærerens bud på, hvor vi skal spare..
Jeg var ikke selv til mødet, men har fået fyldigt referat.. Og hvor er vi lærere bare typiske.. For langt største delen af mødet handlede om, hvordan vi kan spare, så det går mindst muligt ud over eleverne. Så ikke andre end os bagved kulissen mærker det.. Og det er jo forkert.. Synes jeg i hvert fald.. Vi har nået et smertepunkt. Når vi, som ellers er en skole med ret god økonomi, skal spare et kæmpe beløb, så SKAL det jo netop kunne mærkes og ses af andre. Ellers stopper det jo aldrig..
Jeg personligt er glad for, at en eller modig sjæl fik sagt noget lignende det på mødet, og de andre så også kunne se, at det er jo helt rigtigt..
Der kan ikke undgåes at gå lidt politik i den - for jeg kan kun ryste på hovedet hver gang regeringen siger, at de har tilført så og så mange millioner til folkeskolen, så det passer ikke når vi siger, vi skal spare.. Det kan godt være, de har tilført en masse, men når de så med den anden hånd har fjernet noget, så er det jo ikke ekstra penge. Og vi har altså bare flere og flere udgifter..
Men det skal nok lykkedes os at komme i top 5 i pisa med alle de besparelser, der skal ske.. Ih hvor bliver undervisningen meget bedre, når vi alle skal ned på minimunstimetal og eleverne skal lære mere og mere.. Det skal nok lykkedes. For mig er der bare noget, der ikke hænger sammen.. Hvor ville jeg ønske, at politikerne snart ville prøve bare at lytte til os lærere. Er der ting, der kan og skal gøres bedre i folkeskolen? - HELT sikkert!! Men næste gang i nedsætter et udvalg af såkaldte eksperter, kunne I så ikke tage nogle med fra folkeskolen??? Nå nej, de er jo ikke eksperter.. De har bare en latterlig ubrugelig uddannelse til at undervise børn - det er jo ikke noget..
And don't even get me started about PISA - det er en diskussion til en helt anden gang!!
tirsdag den 4. januar 2011
Scannes
Jeg skal scannes i morgen. Jeg hader -absolut HADER - at blive scannet. Jeg har aldrig været særligt vild med det. Jeg tror, jeg bare på en eller andet måde har været bevidst om, hvorfor vi bliver scannet. Vi ved det jo godt alle sammen. Det er ikke for at se vores lille guldklump bumpe rundt inde i maven.. Men sådan ser de fleste på det, og det skal man skisme da også! Det ville jeg ønske, jeg kunne!!
Men det kan jeg ikke. Jeg nød det ikke i min første graviditet. Men jeg nyder det bare slet overhovedet ikke nu. Nu HADER jeg det. Når man først én gang har siddet i det skide venteværelse, sammen med en masse soon to be mothers med et dejligt glimt i øjet og en ikke skjult begejstring efter at se guldklumpen på skærmen, velvidende at der er stor risiko for, at ens egen guldklump ikke spjætter en disse, for man er der for at se, om der i det hele taget er liv... Så er det bare slet ikke sjovt mere. Slet ikke når der så viste sig, at der ikke var liv...
Min 2. graviditet blev som bekendt ikke til noget, men den tredje her er snart slut.. Men stadigvæk, selvom jeg efterhånden er blevet scannet de par gange, man bliver, og ALT tyder på sundt og raskt barn, så gruer jeg for scanningen i morgen. De skal bare se om baby ligger med hovedet nedad, for jordemoder var ikke sikker, men det gør, at jeg begynder at tænke en masse ting, der kan være galt med dette barn, som man ikke tidligere har kunnet se eller har overset.. Selvfølgelig er der ikke noget galt. Jeg føder et sundt og raskt barn om ganske få uger (2 uger, please, fingers crossed for at der ikke går længere tid end det).. Alligevel hader jeg scanninger.. Er meget glad for at dette er den absolut sidste scanning - forhåbentligt!!
(Tilgengæld er jeg slet ikke bange for fødsler. Det var jeg heller ikke første gang..)
Men det kan jeg ikke. Jeg nød det ikke i min første graviditet. Men jeg nyder det bare slet overhovedet ikke nu. Nu HADER jeg det. Når man først én gang har siddet i det skide venteværelse, sammen med en masse soon to be mothers med et dejligt glimt i øjet og en ikke skjult begejstring efter at se guldklumpen på skærmen, velvidende at der er stor risiko for, at ens egen guldklump ikke spjætter en disse, for man er der for at se, om der i det hele taget er liv... Så er det bare slet ikke sjovt mere. Slet ikke når der så viste sig, at der ikke var liv...
Min 2. graviditet blev som bekendt ikke til noget, men den tredje her er snart slut.. Men stadigvæk, selvom jeg efterhånden er blevet scannet de par gange, man bliver, og ALT tyder på sundt og raskt barn, så gruer jeg for scanningen i morgen. De skal bare se om baby ligger med hovedet nedad, for jordemoder var ikke sikker, men det gør, at jeg begynder at tænke en masse ting, der kan være galt med dette barn, som man ikke tidligere har kunnet se eller har overset.. Selvfølgelig er der ikke noget galt. Jeg føder et sundt og raskt barn om ganske få uger (2 uger, please, fingers crossed for at der ikke går længere tid end det).. Alligevel hader jeg scanninger.. Er meget glad for at dette er den absolut sidste scanning - forhåbentligt!!
(Tilgengæld er jeg slet ikke bange for fødsler. Det var jeg heller ikke første gang..)
Abonner på:
Opslag (Atom)