Det er pludseligt gået op for mig, at jeg faktisk ikke interesserer mig synderligt for håndbold længere.. Hvornår var det lige, at jeg stoppede med at gå op i det?? I så mange år var det en af mine største interesser..
Da jeg var ung, som i helt ung, gik jeg til håndbold. Det var det eneste, jeg gik til. Nu var der sådan set heller ikke råd til, at vi tre piger havde mere end en interesse, men selvom vi havde haft masser af penge, og jeg måtte gå til hvadenten jeg ville, så bankede mit hjerte alligevel kun for den ene sportsgren.. Og faktisk - lige fra jeg var stor nok til at kunne gribe en bold, kunn jeg noget, som de andre på min alder ikke kunne! Joo - men kan godt se potentiale hos selv helt små børn.. Jeg begyndte med at gå til håndbold så snart jeg var gammel nok, og jeg var en stjerne på banen fra day one!! Da jeg blev omkring 7 var håndbold det eneste, jeg tænkte på. Jeg var altid ude på stadion med min håndbold i hånden og øvede mig i at skyde.. Der var kun mig og min bold, som regel i hvert fald - men det var også det eneste, jeg behøvede. Jeg lavede taktikker og løb i mit hovede, som ingen af mine medspillere kunne følge med til. Selvfølgelig ikke, men jeg vidste ikke dengang at man ikke kunne forlange lige så meget af sine medspillere, som man gjorde af sig selv. Gud hvor må jeg have været frygtelig at spille sammen med!! Jeg skældte ud, når folk ikke gjorde det godt nok.. Og vi var jo altså ikke ret gamle. Egentlig underligt at andres forældre ikke skældte mig ud, nu jeg tænker over det. Men - man var noget i min lille by, hvis man kunne noget sport. Og alle kunne jo godt se, at det kunne jeg.. Det var nok derfor, at ingen rørte mig..
Jeg var altid småskadet. Har tendens til hypermobile led, men jeg tog mig aldrig af dem. Intet kunne holde mig på bænken, og jeg kunne jo også godt selv se, at vi tabte de fleste kampe, hvis ikke jeg var med - og jeg HADEDE at tabe (var seriøst verdens dårligste taber).. Da jeg var 9 var mit venstre knæ tyk. Det var fyldt med væske og var dobbelt så tyk som det andet. Men det gjorde ikke ondt, så vi gjorde ikke noget ved det. Hvad der kommer af sig selv, kan også gå igen af sig selv - det er filosofien i min familie. MEd tiden begyndte det at gøre ondt engang imellem. Men det var jo kun engang imellem. Så begyndte det at sige en mærkelig lyd, og gjorde så ondt at jeg faldt sammen.. Meen - vi tog først til læge den dag, jeg ikke kunne løbe 800 m løb i gymnastiktimen og min lærer ikke troede på, at det fordi jeg havde ondt i mit knæ (laaang historie)..
Det første lægen sagde, da vi kom ind til ham var: "hvorfor fanden er I ikke kommet noget før". Jeg gik til læge hver evig eneste uge og fik taget alle prøver, man kan tænke sig. Blev sendt på sygehuset og kom der en dag hver måned og fik taget flere prøver. Men de kunne ikke finde ud af, hvad der var i vejen... Ca 1 år senere var der en læge, der vist havde hørt noget om, at den slags BANG, som mit knæ sagde, kunne være noget med minisken.. Og lord and behold - det var den, den var galt med. Ingen andre læger havde tænkt i den slags "almindelige" sportsskader, for det var bestemt ikke almindeligt for 10/11-åriger piger på det tidspunkt.. Men altså jeg blev opereret og jeg troede, at alt ville blive fint igen... Godt nok sagde lægerne, at mit knæ aldrig ville blive det samme, men jeg skulle dælme vise dem, skulle jeg... Det skulle jeg så ikke!!
Som 12-årig stoppede min ellers så lovende håndboldkarriere. Jeg var røv dygtig. Om jeg ville være blevet prof, kan jeg af gode grunde ikke vide. Men på daværende tidspunkt havde jeg i hvert fald potentialet.. Jeg måtte sadle mit liv helt om. Alle mine venner havde haft noget med sport at gøre, nu kunne jeg ikke holde til at være i samme rum som dem, så jeg skiftede omgangskreds.. Jeg måtte også forsøge at finde noget andet, at være godt til - det var dog ikke så let..
Jeg blev ved med at have interesse for håndbold. Nu blev det bare mere som seer. Det passer ogsså med det tidspunkt, hvor kvindelandsholdet begyndte at vinde indpas igen.. Der tilbage i start 90'erne. Jeg satte ikke mine ben i en hal igen før MANGE, MANGE, MANGE år senere.. Og da jeg gjorde, var det for at være træner. Noget, som jeg faktisk elskede helt vildt at være. Jeg gik også ind og så prof kampe. Mange af dem. Var bl.a. i tyskland i 97, var det vel, og se indledende runder..
Nu er der så VM i herrehåndbold i tv. Jeg så kampen i går, og der gik det op for mig, jeg ikke anede en skid om spillerne. Jeg ved ikke, hvilke klubber de spiller for, eller i det hele taget, hvad de hedder.. Og jeg må indrømme, at jeg er bedøvende ligeglad.. Kan jeg tage det som et tegn på, at jeg ikke hænger fast i fortiden længere???
Ingen kommentarer:
Send en kommentar