Jeg skal scannes i morgen. Jeg hader -absolut HADER - at blive scannet. Jeg har aldrig været særligt vild med det. Jeg tror, jeg bare på en eller andet måde har været bevidst om, hvorfor vi bliver scannet. Vi ved det jo godt alle sammen. Det er ikke for at se vores lille guldklump bumpe rundt inde i maven.. Men sådan ser de fleste på det, og det skal man skisme da også! Det ville jeg ønske, jeg kunne!!
Men det kan jeg ikke. Jeg nød det ikke i min første graviditet. Men jeg nyder det bare slet overhovedet ikke nu. Nu HADER jeg det. Når man først én gang har siddet i det skide venteværelse, sammen med en masse soon to be mothers med et dejligt glimt i øjet og en ikke skjult begejstring efter at se guldklumpen på skærmen, velvidende at der er stor risiko for, at ens egen guldklump ikke spjætter en disse, for man er der for at se, om der i det hele taget er liv... Så er det bare slet ikke sjovt mere. Slet ikke når der så viste sig, at der ikke var liv...
Min 2. graviditet blev som bekendt ikke til noget, men den tredje her er snart slut.. Men stadigvæk, selvom jeg efterhånden er blevet scannet de par gange, man bliver, og ALT tyder på sundt og raskt barn, så gruer jeg for scanningen i morgen. De skal bare se om baby ligger med hovedet nedad, for jordemoder var ikke sikker, men det gør, at jeg begynder at tænke en masse ting, der kan være galt med dette barn, som man ikke tidligere har kunnet se eller har overset.. Selvfølgelig er der ikke noget galt. Jeg føder et sundt og raskt barn om ganske få uger (2 uger, please, fingers crossed for at der ikke går længere tid end det).. Alligevel hader jeg scanninger.. Er meget glad for at dette er den absolut sidste scanning - forhåbentligt!!
(Tilgengæld er jeg slet ikke bange for fødsler. Det var jeg heller ikke første gang..)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar